Labrador Retriever hvalpe – 3 uger gamle i hvalpekassen

Vi er nu nået til endnu en stor milepæl her hos Bavnely, vores Labrador Retriever hvalpe er blevet 3 uger gamle! Det er utroligt, hvor meget der er sket på bare en uge. Nu har alle hvalpene både åbnet øjnene og kan høre lyde omkring sig. Det har givet dem en helt ny nysgerrighed, og de kravler ivrigt rundt i hvalpekassen for at udforske deres lille verden.

En magnetisk tiltrækning til mor Nila

Det er så smukt at se, hvordan båndet mellem hvalpene og deres mor Nila vokser sig stærkere. Så snart Nila kommer op i kassen, reagerer hvalpene øjeblikkeligt, som var hun en magnet, der tiltrækker dem alle på én gang. Det tager ikke mange sekunder, før de små logrende haler er samlet omkring hende, klar til at få en tår eller bare lægge sig trygt ind til hende.

Første smagsprøve på vælling

I dag har vi også introduceret en ny oplevelse for dem, deres første smagsprøve på vælling lavet af opblødt hvalpefoder. Det var kun en ganske tynd blanding, men nysgerrigheden var stor! Nogle gik straks i gang med at smage, og det tyder på at det er rigtige labrador Retrievere vi har, for de fuflede lystigt i sig. Vi tager det i deres tempo, og det skal nok blive en fest, når de for alvor begynder at spise selv.

De næste uger bliver spændende

Vi glæder os utrolig meget til de kommende uger, hvor hvalpene vil udvikle sig endnu mere. Snart skal de prøve fast føde, begynde at interagere mere med os mennesker og hinanden, og deres personligheder vil for alvor begynde at skinne igennem. Vi skal nok holde jer opdaterede med masser af billeder og historier fra hverdagen her i hvalpekassen.

Tak fordi du følger med i vores rejse, det betyder meget for os!

Galleri fotos taget d. 28. juli 2025

Del